Vil du udfordre dig selv, og tør du deltage i en Fiskemission? – som de gør på DR Ultra!
Danmarks Sportsfiskerforbund inviterer alle børn og unge til at deltage i en mission – en Fiskemission! I skolernes efterårsferie – uge 42 – vil du få muligheder for at teste dit sportsfisketalent i samarbejde med en masse andre børn og unge samt Danmarks Sportsfiskerforbund.
Missionen går ud på at fange 100 skaller på 100 minutter.
Fiskemissionen afvikles fire forskellige steder i Danmark over tre dage. Alle steder sættes missionen i gang af Danmarks Sportsfiskerforbunds instruktør Bo Frier. Bo har allieret sig med tre øvrige instruktører samt lokale eksperter ved fiskevandene. Som deltager er du i kyndige hænder.
Det eneste du skal medbringe er dig selv, tøj der passer til vejret og en kæmpe pose gå-på-mod og entusiasme. Måske har du aldrig prøvet at fiske før, men det er helt og aldeles underordnet. Tag din ven, kammerat eller familie under armen og mød op, der hvor det passer dig bedst.