46 online nu |  Login | Bliv medlem 
Til forsiden Sommerhus på Langeland
  Forside |  Forum |  Tilbud |  Læsestof |  Links |  Køb/salg |  Søg |  Aktivbruger |  Konkurrencer |  Info |  Fangster.dk
Nyheder
Nyheder totalt: 8294
i dag: 0
25604 skribenter.


123nu.dk sommerhus


Tip en fiskekammerat! Tilføj Lystfisker Forum til foretrukne Gør Lystfisker Forum til startside

Søg i Laesestof:


Seneste tilbud
indtastet af grejbutikkerne

flere tilbud

Danmarks største Grejbutik på nettet  

kilde :DTU AQUA
Ørreden tilpasser sig klimaforandringer 
Torsdag d. 28 august 2008 - af  Lars Thomsen  Læst 731 gange.
Ørreder tilpasser sig genetisk til vandtemperatur
Ørredyngel med blommesæk. På dette livsstadie er ørreden meget følsom over for effekter af klimaændringer. Foto: Finn Sivebæk, DTU Aqua.
Ørredyngel fra fire jyske åer har fået plads i det internationale rampelys som bevis på, at fiskene genetisk tilpasser sig den vandtemperatur, de lever i. Tilpasningsevnen har stor betydning for ørredbestandes muligheder for at klare sig under klimaforandringer

Det er tidligere ph.d.-studerende Lasse Fast Jensen og professor Michael Møller Hansen fra DTU Aqua, som i samarbejde med kolleger fra Biologisk Institut ved Aarhus Universitet samt Danmarks Center for Vildlaks, har vist, at ørreder, selv inden for geografisk små områder i Danmark, er genetisk tilpassede til forskellige temperaturforhold.



Resultaterne, som har stor betydning for diskussionen om forskellige dyrearters mulighed for at tilpasse sig til klimaændringer, er netop blevet publiceret i tidsskriftet ”Proceedings of the Royal Society of London: Biological Sciences´´.



´´Man har længe ment, at bestande af fisk tilpasser sig genetisk til de særlige lokale forhold på deres levesteder, men egentlige beviser er ret få. Det er som udgangspunkt svært at undersøge, da det er vanskeligt at adskille arv og miljø. Men ved at tage fire forskellige bestande ind i et anlæg til opdræt under ens betingelser, har vi kunnet slippe af med miljøvariationen,´´ siger professor Michael Møller Hansen, DTU Aqua:



´´Resultaterne viser, at højere vintertemperaturer i forbindelse med klimaændringer vil have negative effekter for i hvert fald nogle ørredbestande. På den anden side viser vores undersøgelser også, at der er ´´råmateriale´´ i form af genetisk variation, så bestandene måske kan tilpasse sig de ændrede temperaturforhold, hvis ændringerne bare sker langsomt nok,´´ forklarer professoren.



Reel genetisk forskel

Ved forsøget har forskerne studeret ørredyngel fra forældrefisk fra fire forskellige vandløb syd for Limfjorden: Norring Møllebæk og Lilleåen, som hører til Gudenå-systemet, Karup Å og tilløbsbækkene til Hald Sø. De befrugtede æg fra hver bestand blev delt op i tre portioner, som blev klækket i vand, som var henholdsvis 2 grader, 5 grader og 8 grader varmt.



Selvom afstanden ikke er meget større end 50 kilometer mellem de undersøgte vandløb, så er der flere graders forskel på vandtemperaturen.



´´Vandet i tilløbene til Hald Sø kommer direkte fra grundvandet. Så her gydes æggene i vand, som er 6-7 grader varmt. I Norring Møllebæk og Lilleåen, hvor vandtemperaturen er mere påvirket af luftens temperatur, er vandet kun 3-5 grader varmt, når ørrederne gyder om vinteren,´´ fortæller Michael Møller Hansen, DTU Aqua.



Undersøgelsen viste en reel genetisk baseret forskel på ynglens vækst ved forskellige temperaturer:

´´Ynglen fra Hald sø, hvor vandet er varmt, blev i vores forsøg større, når vandet var 8 grader i forhold til, når det kun var 5 grader varmt. Omvendt blev ørrederne fra de koldere vandløb større og klarede sig markant bedre ved 5 grader end ved 8 grader.´´



Vigtigt at vokse hurtigt

En fiskelarves evne til at vokse sig så stor som muligt og blive i stand til at tage næring til sig er afgørende for dens chance for at overleve, så den på sigt selv kan føre bestanden videre.



´´Den allermest kritiske periode i en ørreds liv er den første tid; 90 procent dør i det første leveår. Dens chancer for at overleve og blive voksen afhænger af en række faktorer, også genetiske – så som hvor stor den er. Om den kan banke de andre i kamp om territorie og undgå at blive ædt af rovdyr.´´



Derfor er det en stor fordel her og nu, hvis man er tilpasset sit nuværende miljø, så man fx vokser hurtigt. Det kan dog hurtigt blive til en stor ulempe, hvis miljøet pludselig ændrer sig drastisk i en helt anden retning. Klarer man sig særlig godt i koldt vand, vil man pludselig blive dårligere stillet end dem, som ikke er så godt tilpasset til kolde omgivelser, hvis temperaturen pludselig stiger.



Konsekvenser i opdræt

Derfor er den ny viden om, at ørredynglen er genetisk tilpasset til vandløbenes temperaturer vigtig både på kort og på lang sigt.



´´I forhold til forvaltningen af bestandene, så slår vores resultater fast, at en ørred ikke bare er en ørred. Bestandene i vores vandløb er genetisk tilpassede de lokale forhold. Det kan sportsfiskere, som opdrætter ørreder til udsætning som led i den nationale fiskepleje blandt andet bruge ved at efterligne den temperatur, som vandet har i det oprindelige vandløb, som forældrefiskene stammer fra,´´ vurderer Michael Møller Hansen, DTU Aqua.



Tilpasser sig med tiden

Mindst ligeså interessant er konsekvenserne i forhold til kommende klimaforandringer:



´´Mange modeller peger på, at klimaet herhjemme vil udvikle sig mod milde vintre med mere nedbør. Så vil det være en klar ulempe at være en ørred, som er tilpasset til koldt vandt. Men den gode nyhed er, at vi samtidig har fundet genetisk variation for temperaturtilpasning. Det gør, at der er potentiale for, at bestandene kan tilpasse sig de nye forhold via en naturlig udvikling. Om det rent faktisk kan nå at ske, afhænger dog utroligt meget af, hvor hurtigt klimaændringerne vil foregå,´´ siger professoren:



´´Det her er også kun en flig af hele problematikken – for selv hvis en ørred kan klare de nye forhold og klækkes og vokser op, så kræver det også, at fx dens fødedyr ikke bukker under for forandringerne, hvis den skal kunne overleve.´´



Forskningsprojektet er et samarbejde mellem DTU Aqua, Aarhus Universitet og Danmarks Center for Vildlaks. Ph.d. Lasse Fast Jensen er tidligere studerende ved Aarhus Universitet og DTU Aqua i Silkeborg. Projektet er finansieret af Fiskeplejen og af Forskningsrådet for Natur og Univers.





Yderligere oplysninger:

Professor Michael M. Hansen, DTU Aqua

mmh@aqua.dtu.dk


89 21 31 45 eller 22 12 08 04



Ph.d. og museumsinspektør Lasse Fast Jensen, nu ansat ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

lfj@fimus.dk


76 12 20 00



27.08.08 af Line Reeh, lre@aqua.dtu.dk


Læs mere >> 


<< Tilbage    Send til en fiskekammerat

Sommerhus på Langeland
Sport Dres
© Copyright 123nu.dk - Siderne bestyres af 123nu.dk / Lars Aagaard