Skarver i stort tal ligger på lur, når små laks og ørreder skal fra Skjern Å ud i fjorden og havet. Lystfiskerne kræver handling.
Der er nu så mange skarver i Ringkøbing Fjord, at det går hårdt ud over bestanden af laks i Skjern Å.
Derfor foreslår de lokale lystfiskere og Skjern Åsammenslutningen, at man går drastisk til værks over for den omstridte fugl.
- Vi foreslår, at man som et forsøg prøver at fjerne skarvkolonierne i Ringkøbing Fjord og så måler, hvilken effekt det har, siger lystfisker Torben Thinggaard, der også er talsmand for Skjern Åsammenslutningen.