Nyheder
Nyheder totalt: 8294 i dag: 0
25604 skribenter.
|
|
|
|
| Ny bog: Til havs efter tun | Tirsdag d. 6 januar 2015 - af Erik Egvad Petersen | Læst 483 gange. | Dansk tunfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat 1920-1960
Ny bog fra Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag:
Tunfiskeri er et specielt indslag i den danske fiskerihistorie. Det virker i dag fremmedartet for de fleste, men for kun lidt over en generation siden drev danske fiskere fra Skagen, Esbjerg og andre fiskerihavne et stort fiskeri efter tun, nærmere betegnet Atlantic bluefin tuna,som er verdens største tunart. I 1940’erne og 1950’erne kunne man ofte støde på kuttere med fangst af adskillige tun på op til over 200 kg, og i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat var efterårsfiskeriet efter tun så indbringende, at mange danske fiskere i årevis drev det med succes. I bogen Til havs efter tun, som udkommer i dag, sætter de danske museers samarbejdskreds om fiskeri og fiskerihistorie, Fiskeripuljen, fokus på dette usædvanlige kapitel i dansk erhvervsfiskeri. Navnlig Skagen, men også Thyborøn, Esbjerg og den lille fiskerihavn på Sjællands Odde spillede en rolle i tunfiskeriet. Med økonomisk støtte fra Kulturstyrelsen har Nordjyllands Kystmuseum, Læsø Museum, Museum Vestsjælland og Fiskeri- og Søfartsmuseet kigget nærmere på tunfiskeriets udvikling, og resultatet er blevet en spændende og rigt illustreret bog, som følger tunfiskerne fra de første uventede fangster i det sydlige Kattegat i 1920’erne til kulminationen på tunfiskeriet og en overfyldt auktionshal i Skagen i årene omkring 1950. Historiker Ronni Rix Back skriver om fiskeriet fra de jyske havne, herunder især Skagen, og etnolog Jan Steen Jacobsen beskriver starten på det hele i det danske tunfiskeris vugge, som med god ret kan siges at have stået på Sjællands Odde i 1920’erne.
Erik Egvad Petersen – se linket HER
| << Tilbage
Send til en fiskekammerat
|
|
|
|