50 online nu |  Login | Bliv medlem 
Til forsiden Sommerhus på Langeland
  Forside |  Forum |  Tilbud |  Læsestof |  Links |  Køb/salg |  Søg |  Aktivbruger |  Konkurrencer |  Info |  Fangster.dk
Nyheder
Nyheder totalt: 8294
i dag: 0
25612 skribenter.


123nu.dk sommerhus


Tip en fiskekammerat! Tilføj Lystfisker Forum til foretrukne Gør Lystfisker Forum til startside

Søg i Laesestof:


Seneste tilbud
indtastet af grejbutikkerne

flere tilbud

Danmarks største Grejbutik på nettet  

86 millioner til blåmuslinger i stedet for jordbær 
Tirsdag d. 6 januar 2015 - af  Erik Egvad Petersen  Læst 587 gange.
86 mio. kr. til blåmuslinger i havkolonihaver

Selvom flere og flere flytter mod de store byer er tendensen klar: Byboere vil være i kontakt med naturen og producere deres egne råvarer i fællesskab med andre. Med støtte fra Nordea-fonden bliver det nu muligt at dyrke sine egne blåmuslinger i Aalborg, se på kunst på havnen, plukke bær og æbler i Aarhus’ grønne områder og dyrke afgrøder i fælleshaver i bl.a. Roskilde, Næstved og Kalundborg.

Nordea-fonden har nu udvalgt 13 projekter, som i alt modtager 86 mio. kr., til at fremme gode liv i Danmarks byer. Mange forbinder byliv med cafebesøg, koncerter og shopping, men undersøgelser viser, at byboere ønsker at være tæt på natur og grønne områder. De støttede projekter handler bl.a. derfor om alt fra at dyrke afgrøder i by-, fælles- og fjordhaver til at støtte flere grønne pusterum, motionsrum og haver i byen.
Byboere kalder på lokale fællesskaber i en global verden

Nordea-fonden har gennemført en analyse og lyttet til eksperter for at blive helt skarp på, hvad der skaber værdi for bymennesker. Og konklusionen er klar: Livskvalitet hænger tæt sammen med adgangen til grønne områder og sociale fællesskaber.

Helle Søholt, stifter og CEO i Gehl Architects, er ekspert på området, og hun mener, at bl.a. byhaver kan imødekomme nogle af de udfordringer, som følger af urbanisering og globalisering.

”Når flere flytter til byerne, stiger andelen af mennesker, der ikke har adgang til en have og antallet af børn, som vokser op uden jord under neglene og græs på knæene. Derfor er det naturligt, at der opstår et behov for bynær natur, ” siger Helle Søholt og fortsætter: ”En anden faktor, som gør bynatur og lokale fællesskaber så vigtige, er globaliseringen. Klimaudfordringer, finanskrise osv. er abstrakt for flertallet, og derfor reagerer de ved at engagere sig lokalt og beskæftige sig med noget konkret og jordnært i bogstavelig forstand.”

Blomster og fælleshaver giver gode byliv
Der er ifølge Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen mange fordele ved at dyrke fødevarer og skabe grønne åndehuller i byområder.
”Vi har valgt at støtte en række nytænkende projekter som har natur, fællesskab og aktiv deltagelse som omdrejningspunkt, fordi de skaber en vifte af positive effekter. For det første kan de få byboerne ud i den friske luft, bruge kroppen og møde medborgere på tværs af generationer, kulturelle og sociale skel. For det andet indtænker projekterne bæredygtighedsprincipper. Dels ved at dyrke lokale råvarer og dels ved at give brugerne viden om og redskaber til at bruge og værne om naturen,” siger han.

Gode liv til lands, til vands og i luften
Et af de steder, danskerne snart kan lufte de grønne fingre, er Aarhus. Projektet ’Smag på Aarhus’ vil gennem de næste år etablere 600 spiselige byrum, som kan få borgerne til at stoppe op, dufte, smage og mødes.
”Smag på Aarhus skal over de næste fire år omdefinere byrummet og fremme det gode liv. Vi vil give aarhusianerne lyst til at smage på nye råvarer, møde nye mennesker og bruge byen på nye måder,” fortæller borgmester Jacob Bundsgaard.

Men det er langt fra alle fødevarer, der dyrkes i jorden. I Limfjordsregionen vil borgerne snart få adgang til fire fjordhaver, hvor de bl.a. kan dyrke blåmuslinger, tang og skaldyr.
”Vi ønsker at sætte fokus på lokale råvarer. Dels for at gøre det til en interessant oplevelse at spise sundt til hverdag, og dels for naturen. Desuden skal projektet puste liv i vores havneområder, som ofte ligger øde hen,” siger Jens Lauritzen, formand for Limfjordsrådet.

I Roskilde, Næstved og Kalundborg og 15 andre byer i hele landet er det ubenyttede arealer, som pludselig vil summe af liv, når projektet ’Fælleshaver i byen’ rykker ind. Dyrkning af egne afgrøder skal være med til at skærpe bybørns interesse for madens oprindelse og sunde vaner.

”I haven skal børnene prøve sig frem. Det udvikler deres nysgerrighed og kreativitet, og det ruster dem samtidig til at tage ansvar og træffe beslutninger – både i haven og i andre sammenhænge, ” fortæller projektleder Jytte Brokholm fra 4H.

Gør det, der virker
Det er endnu ikke til at sige, hvad effekten af ’Det gode liv i byen’ bliver, men Nordea-fonden evaluerer samtlige projekter i forhold til, hvordan de påvirker bl.a. sundhed, trivsel, lokale fællesskaber og miljø. På den baggrund kan fonden fremadrettet dele de gode erfaringer.

Fakta: ”Gode Liv i Byen”
• Nordea-fonden har netop uddelt 86 mio. kr. til projekter, der nytænker grønne og blå byrum og giver mulighed for flere fællesskaber i byen.
• Nordea-fonden har modtaget 603 projektforslag og udvalgt 13 projekter, som er nytænkende, aktivitetsbaserede og involverende.
• Nordea-fonden har et almennyttigt formål. Fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
• Læs mere på: nordeafonden.dk
13 projekter, der fremmer gode liv i byen
• ’Smag på Aarhus’ skaber med 15 mio. kr. 600 spiselige byrum i bl.a. parker, boligkarréer, vejrabatter og havhaver.
• 4H ’Flere fælleshaver i byen’ etablerer for 4,6 mio. kr. fælleshaver i 18 byer, som skal øge børns viden om natur og bæredygtighed.
• ’Bo og Gro’ udvikler med 6,7 mio. kr. en model for engagerende udemiljøer med udgangspunkt i tre fælleshaver i almene boligforeninger i Helsingør.
• ’Fjordhaver i Limfjorden’ stifter med 5,5 mio. kr. fire blå kolonihaveforeninger, hvor borgere kan dyrke havets delikatesser.
• ’Vesterbros lunge ’ giver med 3,7 mio. kr. Københavnerne et grønt pusterum og mulighed for at dyrke 20 små, grønne anlæg langs Istedgade.
• ’Sejlende fortællinger’ kan med 6,7 mio. kr. sende skibet Bibiana af sted som en sejlende udstillings- og læringsplatform for børnekunst og kultur.
• ’Cykellegebaner i ti byer’ udvikler med 7,5 mio. kr. ti cykellegebaner i landet, hvor børn kan bevæge sig, blive sikre i trafikken og få gode cykelvaner.
• ’Den grønne korridor’ skal med 6,2 mio. kr. skabe et rekreativt grønt område, som samtidig kan forhindre oversvømmelser af Skjern by.
• ´Vilde naturrum i byen’ kan med 1,6 mio. kr. etablere et 650 m2 stort naturrum i København med vilde planter, der afspejler Sjællands natur.
• ’Krible Krable’ skal med 1,7 mio. kr. inspirere daginstitutioner og børnefamilier til at udforske naturen i byen til vands, til lands og i luften.
• ’Kulturhavn365’ får med 11,5 mio. kr. mulighed for at skabe liv i Københavns Havn året rundt, også om vinteren.
• ’Odense Å’ vil med 3,8 mio. kr. udvikle syv lokaliteter langs åen, som giver borgene mulighed for at opleve den på tæt hold og bruge den på nye måder.
• ’Vestre Fjordpark’ går med 9,5 mio. kr. i ryggen fra nedslidt friluftsbad til topmoderne 165.000 m2 fjordpark, som kan bruges året rundt.


Erik Egvad Petersen – se linket HER



<< Tilbage    Send til en fiskekammerat

Sommerhus på Langeland
Sport Dres
© Copyright 123nu.dk - Siderne bestyres af 123nu.dk / Lars Aagaard