Flere søer, som du kan bade i. Færre vandløb, hvor dyr og planter må kæmpe for livet på grund af urenset spildevand. Og bedre forhold for den sårbare natur og arterne i den.
Det bliver nogle af konsekvenserne af regeringens nye vand- og naturindsats til 6,6 milliarder kroner over seks år, som miljøminister Kirsten Brosbøl (S) præsenterer i morgen.
»Vi sætter som en del af regeringens Naturplan Danmark en kæmpe indsats i gang til gavn for den danske natur og vandmiljøet«, siger Brosbøl.