Nyheder
Nyheder totalt: 8294 i dag: 0
25612 skribenter.
|
|
|
|
| Færre fisk i iskold Mörrum-premiere | Lørdag d. 30 marts 2013 - af Morten Garly Andersen | Læst 1356 gange. | Årets premiere i den berømte svenske Mörrum Å blev noget anderledes, end de mange hundrede fremmødte lystfiskere havde håbet på. Dels er der de nye regler. Dels var der vejret. Frostgrader, tunge skyer som kastede sne af sig, og så det iskolde mørke vand. Normalt er tommelfingerreglen, at vand og luft skal være lige omkring de fem grader for at give et godt premierefiskeri.
I år var luften flere grader under frysepunktet og vandet under én grad varmt. I alt blev det til cirka 200 fisk, hvoraf langt de fleste blev genudsat. Langs åen lå et snedække, der flere steder strakte sig ud i vandet som isflager. Og selv om det var smukke rammer, satte vintervejret sine begrænsninger på fiskeriet. Normalt går der ikke mange minutter, før den første fisk hugger i Pool 2, åens mest kendte spinnepool. I år gik der op mod en time, og det var småfisk. Det var også svært for fluefiskerne at lokke fiskene til hug.
De fleste fisk blev taget om formiddagen, og så var det som om, fiskene parkerede sig på bunden og i store træk ignorerede bombardementet af deres standpladser. Men vejret er en velkendt faktor ved fiskeri.
Noget andet er de nye regler, som Mörrum ifølge stedets ledelse, har set sig nødsaget til at indføre. Der er nu indført yderligere en begrænsning på fiskeriet, som indebærer, at man må tage en fisk på land. Herefter skal fiskeriet stoppe. Det er tilladt at fiske hele dagen, så længe fangsten genudsættes. Det satte en del fiskere i et dilemma: Skulle de tage deres første fisk – nogle fik den trods kulden inden for det første kvarter af fiskedagen – og så pakke sammen? Eller skulle de genudsætte fisken og håbe på at fange en flottere til at tage med hjem. Et fiskekort til premieren koster trods alt 1.300 svenske kroner. Mange valgte at genudsætte, som er blevet den generelle trend ved fiskeriet efter ædelfisk i åer, elve og floder i en lang række lande. Og i Mörrum synes man også, at man skal tage sit ansvar for at beskytte de pressede stammer af laks og havørred. Dels ved altså at begrænse fangstkvoterne. Dels ved at opfordre til genudsætning.
Oprindeligt var det slet ikke her problemet lå. For det er forurening fra mange års industrialisering og ringe kontrolleret erhvervsfiskeri, som har bragt mange af de oprindelige fiskestammer ned på randen af kollaps. Men med de fiskemængder, som findes i dag, spiller den mængde de mange lystfiskere kan fjerne fra gydeområderne formentlig også en lille rolle. Men i realiteten er det nok mest et moralsk spørgsmål.
Nu tager Mörrum så en del af ansvaret, og det skal fiskerne lige vænne sig til - en enkelt blev rasende, da han fik besked på at indstille fiskeriet, da en kontrollant opdagede, han havde en fisk liggende, men stadig fiskede intenst.
Og der kan så stadig hjemdrages en fisk. Og som altid ved premieren – den 73. i rækken – kastede Mörrum fisk af sig. Heriblandt en del af de eftertragtede ’blänkare’, som er stærke blanke fisk, der er trukket op i åen uden at gyde.
Og der er en fordel ved, at der blev fanget færre fisk end sædvanligt, og at langt størstedelen af dem blev genudsat: Det øger sandsynligheden for at få fisk de kommende uger, når forårsvejret kommer til Mörrum.
Morten G. Andersen, journalist og lystfisker
Foto: Thomas Frimurer med en flot premierefisk fanget i Pool 25 i andet kast og genudsat. (Foto: T. Frimurer)
Læs mere >> | << Tilbage
Send til en fiskekammerat
|
|
|
|