´´Lystfisker-enke´´ :-)

   Lidt til grin og eftertanke!

Carsten

Min mand har en altoverskyggende interesse:
Lystfiskeri!
Det har altid undret mig, at hans hobby kan sætte alt andet til side. Nu har jeg studeret ham gennem mange år, og det er mundet ud i nedenstående, som jeg vil anbefale andre ´´lystfisker-enker´´ at læse.

At være gift med en lystfisker!
Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke brok! Det skal ikke opfattes negativt - for jeg elsker ham da trods alt.

Betragt det som en - næsten - neutral beskrivelse af mine oplevelser sammen med min lystfisker. 

Det startede meget romantisk for 11 år siden. Man mødtes for første gang og i forelskelsens beruselse var man villig til at dele alt! I dette tilfælde omfattede alt bl.a. en antik BMW og en altopslugende lidenskab for lystfiskeri. Det med BMW'en var til at leve med. Hans lidenskab for den var ikke større, end han lod mig køre den efter 1 måneds bekendtskab. Det var straks værre med det andet - det med lystfiskeriet!!
Vi mødtes i maj 1987. Det var forrygende vejr - lange lune aftener, der var som skabt til lystfiskeri. (Siden har jeg fundet ud af, at alt vejr er godt fiskevejr!!) Efter 2 ugers fletten fingre i sofaen måtte jeg konstatere, at der var noget andet, der trak i ham. Han blev fjern i blikket, når han beskrev Vidåens lyksaligheder - de lange nætter ved åen tilbragt i spændt lytten efter åleklokkernes bimlen, med kaffe på termokanden og måske en lille cognac i lommelærken. Det lød jo ikke så åndssvagt endda- og min mor har altid lært mig, at man møder en rival ansigt til ansigt. Derfor foreslog jeg, at vi fiskede sammen. Han blev henrykt og fór sporenstregs ned og købte en gave til mig: Et fiskekort, der gjaldt hele sæsonen!

Herefter blev jeg udstyret med en fiskestang. Ikke en hvilken som helst stang - næ nej, det var skam en af hans bedste stænger. Jeg fik hele dens historie - og den var lang skulle jeg hilse og sige. Med den stang havde han landet fisk, der var så store, at de egentlig burde optræde i Guiness' Book of Records! Og det på liner, der ikke var tykkere end sytråde. På dette tidspunkt stillede jeg et frejdigt spørgsmål: Hvorfor har man ikke bare tyk, stærk line? Jeg mener - så er man jo rimeligt sikker på at skidtet holder?? Et enkelt blik fra ham var nok til at forstå, at det kun var forelskelsen, der afholdt ham fra at placere mig intelligensmæssigt på niveau med tøffeldyr. Jeg kunne vel nok forstå, at det ikke kun var et spørgsmål om at fange fisken - det var måden det blev gjort på. Man skulle lege med fisken, indtil den var træt og først derefter tage primitive midler såsom fangstnet i brug. Nu fandt jeg tiden moden til at fortælle ham om min egen lystfiskerkarriere, der i parentes bemærket startede flere år før hans. Jeg har fra min tidligste barndom pilket torsk i Kattegat fra min onkels jolle, og der var sgu ikke noget legeri med fiskene her. Nej, de skulle nærmest flås op fra bunden med ekspresfart, så de - når de nåede overfladen - var så medtagne af dykkersyge, at de praktisk taget var halvdøde. Nu kan det jo godt være, at jeg lider en anelse af erindringsforskydning - det er mange år siden - men der var ihvertfald ingen af de torsk, der målte under 75 cm og vægten var et godt stykke på den anden side af 10 kilo.
Det sagde jeg til ham! Jeg indkasserede et syrligt blik og han mumlede noget hen for sig. Jeg fik kun fat i nogle brudstykker: ´´... ikke en skid med lystfiskeri at gøre...´´ - ´´... havfiskeri og min bare r..´´ , men disse var nok til, at jeg ikke forfulgte emnet yderligere. For husfredens og forelskelsens skyld. 
I stedet begav vi os ned til åen. Det var en lun sommeraften - pragtfuldt vejr. Klokken var ca. 22 og det var stadigvæk ikke mørkt. Det blev det meget hurtigt. Den smukke aftenhimmel blev nemlig snart formørket af millioner af myg på størrelse med grillkyllinger. Grådige og blodtørstige myg, der henrykte kastede sig over mig. Jeg tilhører nemlig den del af befolkningen som virker meget tiltrækkende på alle stikkende insekter. Jeg har engang ladet mig fortælle, at det har noget med syreindholdet i blodet at gøre. Hvis det passer, fik jeg leveret syretrips til ca. 50 myg den aften. Jeg sprang rundt på diget, vildt fægtende med arme og ben. Han sad roligt på en omvendt spand og fiskede. På et tidspunkt fortalte han mig - sikkert fordi han var træt af at høre på mit brok - at det hjalp, hvis man pustede røg på myggene. Et ældre ægtepar, som var ude at gå en sen aftentur på diget, kunne kort tid efter opleve noget, der lignede en sindssyg araber, der iført turban sprang storrygende rundt i det høje græs: Det var nu bare mig, med biltæppet viklet rundt om hovedet som beskyttelse og 3 tændte cigaretter i munden. Men det hjalp ikke. Efter vi var vendt hjem - uden fangst - tilbragte han resten af natten blidt snorkende, mens jeg roterede rundt i sengen og kløede mig som en vanvittig, mens jeg svor på, at det her stod jeg aldrig model til igen. Men.... 
Jeg blev hurtigt vænnet til livet som lystfiskerkone. Jeg var meget aktiv til at begynde med, men min deltagelse blev hurtigt begrænset, da jeg var temmelig gravid og derfor fik andre interesser. Kedelige ting såsom fødselsforberedelse, indkøb af babytøj og barnevogn osv. optog meget af min tid. Derfor opdagede jeg først sent, at noget tungt og mørkt kom ind i vores tilværelse: Fredningsperioden!! I al min uvidenhed troede jeg, at man kunne fiske hele året.
Jeg husker stadig vores samtale d. 14. november om aftenen:
Mig: Hvad er der galt, skat?
Ham: Det er slut!!
Mig: Hvad er slut?? (Her blev jeg lidt nervøs - jeg troede, jeg skulle til at være enlig mor!!)
Ham: Det er slut med at fiske for i år.
Mig: (Pyh-ha ikke andet) Hvorfor det?
Ham: Fordi der er fredning fra i nat klokken 12.
Mig: Kan du ikke bare fiske i en put-and-take?? (Så fik jeg blikket!!! Jeg prøvede desperat at gøre det godt igen)
  - Er der ikke noget andet, du kan lave, som har  med fisk at gøre?? Binde fluer for eksempel?

Her tændtes et lys i hans øjne. Han rettede sin krumme, deprimerede ryg, og det var let at konstatere, at jeg mindst havde scoret 10 points.
Nu skal det bemærkes, at jeg havde en skummel bagtanke med mit forslag. Jeg havde i et bolig-blad set en meget flot indramning af en masse fluer i forskellige farver og størrelser. De var lavet af materialer, der matchede de øvrige farver i den stue, de hang i. Sådan en ramme kunne jeg godt tænke mig at have. Det nævnte jeg nu ikke. Jeg ville ikke ødelægge hans glæde. 
Inden længe indtraf det tidspunkt, hvor jeg ville ønske, jeg kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Det startede allerede efter få dage. Vi var ude at køre den obligatoriske søndagstur, og pludselig huggede han bremserne i med en kraft, der kunne have sendt mig ud gennem forruden, havde det ikke været for sikkerhedsselen.
´´Se´´, sagde han henrykt og pegede ud i vejkanten. Jeg gloede dumt på noget, der lignede 3 pund hakket kød, emballeret i en brugt pelshue.
Den dag i dag husker jeg ikke, hvad det var for et dyr. Men jeg glemmer aldrig lugten fra bagagerummet. Det blev nemlig samlet op, behørigt pakket ind og fragtet hjem til nærmere forarbejdning. 
Der startede en ny epoke i vores tilværelse: Samler-perioden. Alt kunne bruges til at binde fluer af. Inden længe hobede ådsel-resterne sig op i fryseren. Alle mulige pels- og fjerdragter blev samlet og opbevaret. Og ikke nok med det: Den kære lystfisker blev pludselig hunde-elsker. Når vi var på besøg hos folk, der havde hund, kælede han meget omhyggeligt med kræet. Værtsfolkene blev smigrede - kun jeg vidste, at han faktisk sad og bedømte hår-kvaliteten, og i det øjeblik, de vendte ryggen til, blev lille Pluto eller Delle befriet for en tot hår ved hjælp af den lille fikse trådsaks, han altid havde i lommen!
Vi fik også haner. I alle mulige farver. De var meget dekorative, men det var en prøvelse, når de startede med at gale klokken 3 om natten for derefter at prøve at overgå hinanden de næste 6 timer!! Hønsene var heller ikke begejstrede. Flere af dem døde faktisk. Jeg troede til at starte med, at de måske var syge. De tabte fjerene på ryggen og holdt op med at lægge æg. Min svigerfar tolkede symptomerne temmelig bramfrit: ´´De er s'gu blevet kneppet ihjel´´!! Jeg tror, han havde ret. 12 haner til 7 høns var nok i overkanten, men det fik jo også ende: Hanerne blev slagtet, og nakkehuden blev flået af og spændt op på træplader med bagsiden vendt ud. Herefter blev de gnedet med salt og alun og stod til tørre i gårdspladsen i en uge. Det lignede en indianerlandsby i den periode, og det forekommer mig, at postbudet og skraldemanden havde mere end almindelig travlt med at komme videre i de dage!
Jeg vil i stilhed forbigå min reaktion, da han faldt over et godt tilbud: 5000 fluekroge i forskellige størrelser. I stedet vil jeg konstatere, at samler-perioden er et overstået kapitel. Der er samlet materialer nok til at dække forbruget frem til ca. år 2075. Og der er heldigvis lang tid til....