Hvad sker der dog i DSF ????

Men kystudsætningerne rundt om Fyn dokumenterer jo, at der ikke er noget til hindre for den form for fiskepleje, og set med lystfisker øjne, så har de fynske kystudsætninger været en kæmpe stor succes.

Her på Sjælland, hvor vi kun har nogle få og små naturlige bestande af havørreder, der ville nogle kystudsætninger kunne lette presset på disse bestande, og det kunne være med til at tiltrække nye lystfiskere fra de unge generationer, det er jo lidt svært at lokke dem med på fisketur, når der ofte går 10 eller 20 ture mellem, at de fanger en havørred.

DSf er squ da nogle svagpissere, hvis de ikke kan overbevise §7 udvalget og politikerne om, at det er en uholdbar situation, når man har 50.000 lystfiskere på Sjælland, som kun i begrænset omfang får noget for deres indbetalinger til fisketegnet.

Og derfor er jeg helt sikker på, at det er med gustent overlæg, at DSf støtter og bakker om den nuværende fordelingspolitik, og udformning af fiskeplejen som den p.t. praktiseres.

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen

Fisketegnet i Danmark, eller det obligatoriske fisketegn for fiskeri med stang og snøre, har en lang forhistorie. Oprindeligt fremkom ideen fra Danmarks Sportsfiskerforbund så tidligt som i 1940-50-erne, og tanken var at skaffe penge til udsætninger – primært af ørreder, da mange vandløb var præget af forurening og andre ødelæggelser.

Blandt datidens politikere var der ikke den store interesse for spørgsmålet, men et første skridt blev dog taget i 1967, hvor undertegnede stillede forslag i folketinget om et fisketegn for turister, der ellers blot kunne fiske gratis dengang. Underforstået var, at en genopretning af danske vandløb og danske fiskebestande burde være en sag for samfundet i øvrigt, da politikerne gennem passivitet eller endda direkte støtte (til reguleringer af vandløb) havde givet grønt lys til ødelæggelserne af naturen. Det burde ikke være de skadelidte (de danske lystfiskere) der skulle betale til en genopretning! Forslaget om turist-fisketegn kunne ikke samle flertal i tinget.

I årene herefter var spørgsmålet om fisketegn ”oppe at vende” flere gange, men blev først gennemført i beg. af 90-erne i kølvandet på det fisketegn for fritidsfiskere (garnfiskere) der trådte i kraft 1/1-90. Fisketegnet vedr. stang og snøre trådte i kraft 1/1-93, hvorefter alle, der ønskede at lystfiske i danske salt- eller ferskvande skulle løse dette fisketegn, såfremt de var i alderen 18-67 år (nu 65 år).

Loven om fisketegn var dog fra start behæftet med et par alvorlige ”fejl”: For det første var lodsejere ved søer og åer fritaget for at løse fisketegn ved fiskeri i ”eget vand”, ligesom ”put and take” fiskere slap udenom. Alvorligere var, at den paragraf, der vedrørte brugen af pengene fra fisketegnet, er så tilpas løst formuleret, at midlerne kan bruges nærmest til hvad det skal være, blot det har en smule med fiskerispørgsmål af gøre. Midt i jubelen over, at fisketegnet endelig var gennemført, rejste der sig derfor visse kritiske røster, der dog blev affærdiget med, at disse mennesker nærmest måtte være noget i retning af paranoide.

Tiden efter gav desværre kritikerne ret. For det første er administrationen af fisketegnet (der tages af de indkomne midler) svulmet vældigt op. Dernæst (og vigtigere) er statens midler til forskning omkring fisk svundet ind, og det var alt for nærliggende at kompensere ved at tage til forskellige forskningsprojekter fra fisketegnsmidlerne, og dette er så sket i stigende omfang.

På denne måde nåede man frem til, at der så måtte ske nedskæringer i udsætningerne (omkr. år 2000).

Hvordan kunne denne udvikling – der brød afgørende med ideerne bag fisketegnet – så lade sig gøre; endda uden den store modstand fra lystfiskerside?

Ja, her må man gøre sig klart, at de biologer, der har interesse i forskningen, også er dem, der står som ”sagkundskaben” vedr. udsætningerne, og at den bestemmende myndighed (Fiskeridirektoratet) slavisk følger deres anbefalinger år efter år, når pengene fra fisketegnet skal fordeles. Der har naturligvis altid været fremført ”meget saglige” grunde til forringelsen af udsætningerne og påstået, at dette ikke ville få indflydelse på fangsten af ørreder! (se desuden artiklen om udsætninger og Thomas Sørensens udmærkede gennemgang af emnet på denne hjemmeside)

Den svage modstand fra lystfiskerside skyldes sikkert, at de færreste lystfiskere tænker politisk, og at tidligere tiders biologer gjorde en stor indsats for at lystfiskernes forhold blev forbedret, og derfor havde en høj status. Det er nok de færreste, der gør sig klart, at forholdene er ændret. Hvad biologerne anbefaler, må jo være i bedste mening!

Til at være rådgivende ved fordelingen af fisketegnsmidlerne er der nedsat et udvalg (en slags demokratisk fernis) det såkaldte §7 udvalg, hvor lystfiskerinteresserne er i bedøvende mindretal. Gennem en række år har jeg haft lejlighed til at læse referaterne fra dette udvalgs møder, og det er påfaldende, hvor passivt Danmarks Sportsfiskerforbund optræder og undlader at blande sig i konfliktspørgsmål. Så heller ikke fra dette udvalgs side har der været et modspil til gennemførelsen af de skete forringelser.

På trods af, at Danmarks Sportsfiskerforbunds har ”købt” den skæve udvikling, er det dog gået op for mange lystfiskere, at der er noget galt. Forskellige ”uafhængige” foreninger og lystfiskerskribenter har da også kritiseret forholdene, og for den enkelte lystfisker kan det nok også blive for meget at nøjes med at udmale naturoplevelsen ved den ene 0-fisketur efter den anden.

Faktum er, at løsning af fisketegn har været udsat for et tilbageslag de senere år. Nogle har måske opgivet fiskeriet og slået sig på golf eller skovture, andre nøjes med at tage til udlandet og fiske, eller stopper i protest med at løse fisketegn.

Den triste kendsgerning er da også, at fisketegnet – der skulle være en hjælp til et bedre lystfiskeri – i stedet er degenereret til at blive en skat på lystfiskeri!

Bjørn Larsen.