Vi sad fire mangeårige gode venner og fiskekammerater, ved åen i foråret og nød formiddags kaffen. Hinandens selskab, vandet, engen, naturen i al almindelighed samt en enkelt fisk i særdeleshed, medens vi tilfredse snakkede om løst og fast og blandt andet muligheden for en gentagelse af turen i efterårsferien. Det var næsten kutyme, med en hverdags å-tur i påske dagene og hvis muligt, igen i efterårsferien.
Niels, der var vores nestor og et ægte produkt af tresser oprøret i tanke tro og handling. Han var 6 - 8 år ældre end os andre, sad og mukkede lidt. Adspurgt måtte han krybe halvvejs til korset og erkende, at hans papirløse ”ægtefælle” igennem ca. fyrre år, ville have ham med på et meditativt strikkekursus i den uge.
Selvfølgeligt fordi hun mente, at han kunne have godt af at lære at slappe af, føle sig selv, samt måske fordi hun ikke ville tage af sted alene.
Som det behagelige og dybt medgørlige, konfliktsky menneske Niels er, havde han sagt, at det sandelig lød som en god ide.
Dette formodentligt fordi hans hus furie ofte var særdeles krigerisk, og specielt når tingene ikke gik helt efter hendes hoved. Dette skete i øvrigt sjældent, da hun havde et helt livs erfaring i netop at opnå samme.
Christian, en tredje i fiskegruppen, der yndede at ”svitse” os med en jovial men grovkornet joke eller ditto drilleri, benyttede sig af lejligheden og snakkede om ”ansvar for egen fiasko”, med tydelig adresse til Niels valg af ægtefælle og hendes vellykkede kastrations taktik.
- Ha, du kan se hvad du fik ud af at give hende skridtbeskytteren i komsammen gave.
- Du ved godt at Christian har ret, det er den samme historie, gang efter gang og år efter år, sagde Kjeld, vores fjerde mand.
- Ilse er en fremragende kvinde og en god mor, kommer det defensivt fra Niels, uden overvisning, bid eller bravada, nærmest som et oprindelsesløst mantra, fremsat uden patos.
- Yeah, i hvilket parallel univers, lyder ekkoet.
Åbenhjertigheden ville givet skræmme yngre mere konsensus og ”harmoni for enhver pris” orienterede mennesker, men den byggede netop på over fyrre års venskab, solnedgange og fortrolighed. Den var uden decideret bid, selvom tiltale måden nok fik en tak mere, år for år.

Kjeld gik i gang med at fremmane et perfekt visuelt billede af den kommende meditative strikkeseance. Niels skar lidt tænder og skulede ad ham.
Vi kunne lige se det for os, Niels der sad og strikkede med de andre tamme, ”nukede” efterlønner mænd af tresser generationen. I en ikke helt lukket pædagogisk rundkreds. Medens de nikkede inkluderende, anerkendende og overskudsagtigt til alt og alle, og de snakkede om tv-charlie og dette lille trygge rum, hvor virkeligheden aldrig greb forstyrrende ind.
De kunne ”spørge charlie” (så slap de for at tænke selv), de kan ”synge med charlie”, (alle de samme sange som de afskyede i halvfjerdserne) og have ditto tv-værter som; Johnie Reimer, Kjeld og Hilda, Bengt Burg etcetera, som de også afskyede dengang.
Ja det eneste der manglede, var at man igen sang ”coom-bay-ya og alle de ”maaange lange bange sange om alle de ting, man ikke forstod og som derfor altid skræmte dem.
I disse øjeblikke følte vi dybt med Niels, noget måtte kunne gøres og som en guds sendt ide, opstod tanken om ”Meditativ fluebinding”. At Niels kunne deltage med hækling og strikning af nymfer. Dette måtte da kunne stille selv Niels´ hustyran tilfreds? For det var vel processen og ikke anvendelsen af det endelige produkt, der er det væsentlige – vel.
Nå, Niels drog hjem til sin bedre halvdel, med en valen holdning til projektet, ”Meditativ fluebinding”.
Vi havde ellers udstyret ham med alle de rigtige argumenter, om vigtigheden ved at mærke sig selv, selvforglemmelsen, meditations øvelser (meditation betyder i øvrigt øvelse), fokus på intet, eller bare den sundhedsfremmende effekt der skyldes at man samtidigt med håndarbejdet øver sig på, at opnå et koncentreret, bevidst nærvær i nuet. Den tilstand der kan aflede stress og tankemylder – sådan og småkage samt citronmåne.
Jeps, vel nærmest som en slags mental oase eller ro midt i det skræmmende kaos omkring os, som en natur given pause midt i orkanens øje, medens man venter på at vindretningen skifter og det hele gentager sig, fra den anden side.

Kort sagt, så kan det være stinkende ligegyldigt om vejen eller ”håndarbejdet” er strikning, hækling af fluer, snitning af woblere eller at lave forme til vaniljekranse huller. Kort sagt en typisk mål – middel konflikt, man er enige om målet men uenige om midlet.
På nøjagtigt samme måde som statsbudgettet, alle parter er enige om at det skal nå sammen, men om det skal det være igennem skattelettelser i top skatten eller bund skatten, er man ikke enige i.
Lige meget, Niels fik lov til at medbringe materialer til hækling af fluer, til den meditative strikning (hækling) og ”Brunhilde” kunne stolt fremvise hendes lamme ”kæledyr” for resten af basisgruppen.
Senere undrede vi os for øvrigt lidt over, at de fleste af hans hæklede fluekroppe, var meget stramt lavet og fremtrådte næsten traumatiserende sorte og dystre mørke med enkelte lyn. Men fisk kunne de fange, det var meldinger fra Norge og det øvrige lakseland.

Så Knæk & bræk og må den meditative kosmiske fred smile i fiskehungrende hjerter.