Svampen, Saprolegniasis, som angriber fiskene, findes overalt i naturen, såvel i fugtigt jord som vandløb, og trives i nogle tilfælde også i brakvand men ikke i saltvand.

Ukendskab til svampesygdommen som angriber havørrederne i gydeperioden, har i tidens løb været årsag til, at mange havørreder med svamp er blevet aflivet for at skåne dem for deres lidelser.

Normalt vil svampene ikke forårsage skader på raske fisk og rogn på gydebankerne, men angriber derimod med stort vækstpotentiale døde og ubefrugtede æg - og kan også få fodfæste i sår eller skader opstået på slimlaget hos ellers raske fisk - derfor endnu en god grund til at skåne genudsætningsfisk mest muligt.

Skaderne på slimlaget kan f.eks. være opstået som skader efter nærkontakt med garn, slåskampe med andre artsfæller om gydepladserne, gravning i grus eller forkert håndtering ved genudsætning. I vandløb hvor fiskene kæmper for at komme forbi opstemninger ser man, at fiskene får svampeangreb i hovedet som følge af at slimlaget skrabes af ved kontakt med beton og lignende.

For at svampene virkeligt skal kunne skade en fisk, skal den være afkræftet, syg eller stresset - og det kan havørrederne netop være i gydeperioden, hvor de ikke har indtaget føde i en længere periode og har kæmpet om måske ganske få gode standpladser. Under selve gydningen sker der endvidere det, at fiskene omdanner deres fedtreserver til kønsprodukter. Senere i processen omdanner de protein - alt sammen noget der tærer på fiskenes immunforsvar. Nogle af fiskene kan derfor være så afkræftet, at de dør af deres svampeangreb, men en stor del overlever, når de kommer ud i saltvand. Både ophold i saltvand og det forhold, at de igen begynder at æde er med til at styrke deres immunforsvar. Den iagttagelse at saltvandet er med til at bekæmpe svampe hos udlegede fisk, er en metode der også bliver benyttet på nogle opdrætsanlæg. Selv om fiskene ser forfærdelig ud, kan de overleve selv meget voldsomme angreb, men det er vigtigt, at genudsætningen foregår skånsom.

I nogle vandløb som f.eks. Vester Nebel å, er fisketætheden meget høj i opgangsperioden og det stresser fiskene virkelig meget - og netop stress er én af hovedfaktorerne for at svampene kan få fodfæste på fiskene. Når der engang i fremtiden, ja gad vide hvor lang tid det skal tage med den beslutning, bliver åbnet for opgang til hele Vester Nebel å-systemet - ja, så har vi, med alle de nye standpladser, minimeret stressfaktoren betydeligt og dermed risikoen for smitten breder sig.
En anden faktor som har betydning for svampeinfektioner er temperaturen. De forskellige svampearter har forskellige temperaturniveauer, hvor de er mest infektiøse, men har vi en meget kold vinter, hvor temperaturen i åen når helt ned i nærheden af frysepunktet, kan dette faktisk også slå svampeangrebet tilbage.

Svampeinfektion gør at salte kan trænge gennem fiskenes hud og derfor mister svampeangrebne fisk salt i ferskvand. Også stress i sig selv medfører salttab og effekten er som sådan dobbelt. Og det hele forværres af høje vandtemperaturer.

Som før nævnt, er det kun sjældent, at ørrederne decideret dør af selve svampesygdommen, men denne bidrager selvfølgelig til den yderligere afkræftning, som kan tage livet af fiskene. Men ofte vil fisken ud over svampene have tilraget sig andre sygdomme.

Hvis ørreden i øvrigt overlever, og får held til at slippe ud i saltvand, er der en rimelig chance for, at den bliver rask. Det kan dog ikke udelukkes, at dele af svampemyceliet kan overleve i muskelvævet et stykke tid, og danne egentlig svamp på fisken igen, når den senere på året igen trækker ind i ferskvand. En normal rask fisk vil dog nok have et immunforsvar, der får kvalt svampen inden det går så galt.


En stor tak til Steen Lindkvist Nielsen som har bidraget med sin viden om svamp på Danmark Sportsfiskerforenings hjemmeside "Forum"
Desuden en stor tak til Finn Sivebæk fra DFU, som ligeledes har bidraget med oplysninger og fakta vedrørende svamp på havørreder.